Seniorerne er super vigtige


18 biler og fem folkepensionister. De kan noget med at holde de modne chauffører i gang hos S. Christian Sørensen A/S.

- Vi har brug for seniorerne, og vi regner med dem! Direktør Christian Madsen Sørensen tøver ikke, da han bliver spurgt til, hvor vigtigt det er for hans virksomhed, at holde de chauffører bag rattet, som egentlig kunne have trukket sig tilbage som folkepensionister.

- Vi har for nuværende fem folkepensionister, der arbejder på nedsat tid eller som afløsere, og vi er super glade for dem. De har erfaringen på ruterne, de kender firmaet og kunderne ud og ind. Vi kan slet ikke undvære dem, fastslår han.

På egne vilkår
Nøglen til at holde de aldrende folk i gang er - ifølge Christian Madsen Sørensen - at de i det store hele får tingene, som de vil have dem.

- Vi spørger dem, om de kan afløse, når vi har ferie eller sygdom. Siger de nej, er vi lige gode venner for det. Men i reglen siger de altså ja. Og de melder ind, hvornår de er til rådighed, og hvornår de ikke er. Det er en god ordning, siger han.

- Det er i øvrigt mit indtryk, at de også er glade for det. Vi regner dem for at være en del af firmaet, og de bliver inviteret med til alle arrangementer med mere. På den måde holder de kontakten til gamle kolleger og føler, at der er brug for dem, siger han og tilføjer:

- Og der er brug for dem. Også i fremtiden.

Han ka' ik' holde ud ik' å arbejd'


Svend Bech på 81 arbejder stadig hos S. Christian Sørensen. Det er fru Rosa ikke helt tilfreds med...

Svend og Rosa Bech har været gift, siden Ruder Konge var knægt og verden endnu ikke var gået helt af lave. Og Svend har altid arbejdet. Meget. Han har kørt alt med hjul og rat, siden han fik kørekort og ikke været meget hjemme. Så på sin vis er Rosa bare taknemmelig over, at Svend nu kun arbejder halv tid, selvom det så er lørdag-søndag.

Med andre ord er udtrykket 'weekend' ikke helt nået ind i det pæne rækkehuskøkken på Vinkelvej i Brædstrup.
Det er til gengæld bagerkringlen og kaffe fra stempelkanden. Og Svend er der også. Han er lige fyldt 81. Men planer om at stoppe som chauffør, har han ikke.
- Hvorfor gider du dog stadig arbejde, når du nu er over 80, spørger jeg, men det er Rosa, der svarer:
- Han ka' ik holde ud, ik' å arbejde. Han lovede første gang at hold' op med alt det arbejde, da han var 60, og se nu...! Rosa følger udsagnet op med en skraldlatter.
- Jeg kan godt lide at arbejde. Det er dejligt at komme ud at se til de folk, man har arbejdet sammen med i over 20 år. Du ved, på mejerierne og hjemme i firmaet og sådan, siger Svend, der kører med valle i tankbiler.

Hvis helbredet holder
- Han lovede også at holde op med at arbejde, da han blev 80. Det holdt én dag, anklager Rosa. De hvasse ord, bliver dog opvejet af det kærlige udtryk i ansigtet.
- Nåja... Men jeg har jo altid arbejdet, og jeg har ingen anden hobby, og du er da også glad for at få fred for mig ind i mellem, indvender Svend, og afviser i samme åndedrag at han tager på landevejen for at få fred for Rosa.

- Hun er en dejlig kone
Hvor længe regner du med at blive ved?
- Så længe de vil have mig og helbredet holder. Det er slet ikke for pengenes skyld længere, men det sociale og timerne på landevejen. Det kan jeg ikke undvære, siger Svend.
- Han skal bæres ud af lastbilen, skal han, hævder Rosa.
- Jaeh... Det kan da godt være. Jeg holder i hvert fald ikke frivilligt, fastslår Svend.

Vi er medlem af:

 

Tilsyn/Rapporter mv.: